Kort sagt: Anoder leverer (næsten kun) metalioner - glans kommer fra organiske tilsætningsstoffer. Disse tilsætninger dannes ikke ved anoden og bliver løbende forbrugt eller nedbrudt under drift. Derfor har badeprocessen regelmæssigt brug for en glansfornyer.

Hvorfor anodeberigelse ikke er nok

• Anoder opløser metal (fx Ni²⁺, Cu²⁺) og holder dermed metalkoncentrationen konstant. Organiske additiver (carrier/suppressor, brightener/accelerator, leveler) tilføres udefra – ikke fra anoden.
• Forbrug ved katoden: Additiver adsorberes på overfladen; nogle co-aflejres eller reduceres/opløses elektro-kemisk. Dette er afhængigt af strømstyrke og Ah-gennemløb.
• Nedbrydning ved anoden: En del af de organiske komponenter oxideres dér (især i kloridholdige bade eller ved høj anodepolarisering).
• Sideløbende tab: Drag-out på emner/fixturer, adsorption i filter/anodesæk, termisk/kemisk nedbrydning samt rensning (fx aktivt kul) fjerner additiver fra badet.

Rollen for glansfornyeren

• Den indeholder typisk de kortlivede, meget aktive komponenter (ofte “accelerator/brightener”-fraktionen), som forbruges hurtigst.
• Uden efterdosering mister udfældningen glans, nivellering og finkornethed; matte områder, øgede spændinger eller ruhed kan opstå.

Konklusion

Anoden erstatter metallet, glansfornyeren erstatter de funktionelle organiske additiver - begge er nødvendige for ensartede, blanke lag.

Bemærkning om badets levetid

Teoretisk kan rækkeviden i regenererbare elektrolytter være ubegrænset gennem anodeopløsning, men andre tilsætninger forbruges. For at kunne bruge den dyre elektrolyt længere suppleres disse tilsætninger. Uden særlige rensninger holder elektrolytten dog ikke uendeligt - med denne additivpleje kan rækkeviden øges mange gange.