Opløselige anoder består af det metal, der skal aflejres, og opløses under strøm. Derved fylder de metalionerne i elektrolytten op proportionalt med strømmen - badets sammensætning forbliver mere stabil uden konstant efterdosering af metalsalte.

Fordele ved opløselige anoder

• Selvforsyning med metalioner: Opløsning af anoden ≈ metalaflejring → mindre behov for efterdosering af metalsalte.
• Ingen anionisk “opsaltning”: I stedet for at tilføre sulfat/klorid ved hvert efterdosering, kommer kun metal i badet → mindre ændringer i ledningsevne og volumen, færre korrektioner.
• Mere stabile pH-/redoxforhold: Oxidation sker via metalopløsning, ikke via vand/klorid → mindre O₂/Cl₂-dannelse, mindre additivoxidation.
• Lavere cellespænding, bedre energieffektivitet: Metalopløsning kræver typisk lavere anodepotentialer end iltudvikling.
• Mere ensartet lagkvalitet: Jævnere metalaktivitet fremmer ensartet glans, kornforfinelse og afsætningshastighed.
• Praktikervenlig: Mindre kemikaliehåndtering, færre stop på grund af længere intervaller mellem efterdoseringer.

Typisk praksis

• Nikkel: Svovlaktiverede Ni-anoder / Ni-pellets i Ti-kurv + lidt chlorid for at undgå passivering.
• Kobber (surt): Fosforholdige (fosforiserede) Cu-anoder + anodeposer til tilbageholdelse af slam.
• Tin, zink m.fl.: Udbredt med opløselige anoder.

Begrænsninger / ulemper

• Anodeslam & passivering → anodeposer, filtrering, passende anodestrømtæthed nødvendig.
• Metalliske urenheder kan opløses med (anodekvalitet vigtig).
• Ikke altid egnet:
  • Krom(VI)-bade arbejder med uopløselige anoder (ingen stigning i metalioner, anden elektrokemi ønskes).
  • Krom(III)-bade: Brug af krommetallanoder kan danne Cr(VI) og skade elektrolytten; desuden udarmes Cr(III) ved aflejring, hvilket begrænser badets levetid.